Et historisk arkivformat

Der er nok ikke så mange der tænker på, hvilke problemer man står med, når det gælder opbevaring af elektroniske arkivalier for eftertiden. Men for de som har deltaget i aflevering af offentlige arkivalier, er udfordringen klar: Informationerne skal afleveres på en nøje specificeret måde, for at de skal kunne læses til evig tid.

Håndteringen af elektroniske arkivalier er moderniseret betydeligt de seneste år, men det kan undre, at der ikke er sket en tilsvarende udvikling af standarderne for, hvorledes afleveringen skal foregå.

I Danmark har Statens Arkiver valgt selv at udvikle hjælpeprogrammer til at generere en arkivversion af offentlige dokumenter, og publicere værktøjerne på institutionens hjemmeside. Programmerne er udarbejdet af Statens Arkiver, som har copyright på dem, men i øvrigt ikke er forpligtet til at yde support på programmerne. Det oplyses, at programmerne ikke er testet på alle platforme, og hjælpeværktøjerne benyttes på eget ansvar. Hvis man vil selv vil teste eller videreudvikle, er der ikke umiddelbart adgang til kildeteksten.

I Australien har man stort set de samme udfordringer med håndtering af arkivalier som i Danmark, men man har valgt en lidt anden fremgangsmåde. National Archives har også udviklet et hjælpeværktøj, men den australske myndighed tilbyder værktøjet som OSS, og opfordrer andre institutioner til at deltage i arbejdet med udviklingen af hjælpeværktøjer og standarder for arkivering.

National Archives overvejer ifølge Computerworld Australien, at arbejde videre med hjælpeværktøjerne således, at det fremtidige opbevaringsformat for National Archives vil være ODF. Det kan tolkes som et tegn på, at levende formater som ODF er på vej til at finde fodfæste indenfor arkivverdenen, til fordel fordøde formater som fx TIFF.

Se det ville være nytænkning blandt arkivarer – hvem siger at de arkiverede dokumenters format skal bevares lige så længe som dokumentets indhold?

Sun Microsystems’ Chief Open Source Officer, Simon Phipps, sætter situationen lidt på spidsen, og advarer mod at det han kalder for digital Alzheimer. Hvis formaterne vi bruger til vores arkiver ikke er åbne, så udsættes kulturarven for en ikke-reversibel forvitring.